Wichmann erkender skyld i matchfixing og får ophævet sin spillerkontrakt


Bertel Rasmussen advokater bragte i februar historien om fodboldspilleren Kristoffer Wichmanns sag om matchfixing.


Kristoffer Wichmann blev i februar af DBU's disciplinærudvalg idømt et halvt års karantæne, mens han af sin klub FC Vestsjælland blev suspenderet. Der er nu nyt i sagen, da fodboldspilleren netop selv har erkendt at have spillet på egne kampe, hvilket er i strid med DBU’s regler. 1. divisionsspilleren har herefter fået ophævet sin kontrakt med FC Vestsjælland og har derved sat karrieren på hold.


Fodboldspillerens indrømmelser skete i et interview til Jyllandsposten, hvor han åbent fortalte om hvordan han oddsede på egne kampe. Wichmann påstår at hans hovedsigte var Hvidovresejren over Vanløse med et oddset på 2,20.


Det var en balancegang ikke at få Danske Spils alarmklokker til at ringe, og derfor kombinerede han denne kamp med andre "sikre" kampe, herunder 44 kuponer på sit eget holds sejr i pokalkampen mod Ballerup Skovlunde. Efterfølgende tog Wichmann selv rundt og spillede alle 96 kuponer.  Det var de 44 kuponer der fældede ham.


Fodboldsspilleren forklarer at han husker at han i starten af sin fodboldkarriere tit brugte bødekassen til i  fællesskab med sit hold at spille på egne sejre. Wichmanns erkender at han ikke havde indset alvoren ved problematikken omkring spilleres økonomiske interesser i egne kampe.


Skylderkendelsen sker i følge Wichmann for at få afkræftet myter omkring, hvilket kriminelt netværk Wichmanns gerninger havde været en del af  og om hvorvidt Vanløsetræneren Michael Madsen havde været involveret.


Sportsadvokat Jens Bertel Rasmussen udtaler her: Den økonomiske bundlinje kan aldrig fjernes fra sportens verden. Dette kulminerede i Wichmann sagen med fodboldspillerens interesser, som spændte bredere end rent sportsligt. At Wichmann nu har indrømmet og i øvrigt efter gensidig aftale med sin klub har fået sin spillerkontrakt ophævet er et udtryk for at han angrer. Samtidig er det meget positivt at sandheden nu kommer frem, særligt for hans klub som har haft vanskeligt ved at kunne agere i en situation hvor det er påstand mod påstand.


Wichmann forklarer at han tidligere har nægtet sig skyldig, da de skræmmende og alvorlige anklager havde virket overrumplende. Dette er en normal reaktion når samfundet peger fingre af én, mener fodboldspilleren.


Wichmann beklager nu sit valg, men udtaler også at han på daværende tidspunkt var bange, da DBU i følge hans eget udsagt er en forening, hvor samfundets almindelige retsprincipper ikke er gældende.


Det følger af DBU's love at der er mulighed for udelukkelse af spillere som ikke giver fuldstændige oplysninger ved behandlingen af en sag. Her er fodboldforbundets regler ganske enkelt skrappere end de tilsvarende regler i almindelige retssager.


I det almindelige retssystem kan man som part i en sag kun blive straffet hvis man lyver for retten, men derimod ikke hvis man nægter at udtale sig.


Sportsadvokat Jens Bertel rasmussen: "Det er af central betydning at sportsudøvernes retssikkerhedsgaranti bliver overholdt af forbundene. Wichmanns retssikkerhed er dog i denne sag efter min mening ikke blevet forsømt. DBU's hårde tilgang til matchfixing er et velment forsøg på redde fodboldens nerve - spændingen og uforudsigeligheden ved fodboldkampene."


Wichmann sagen har været den hidtil mest diskuterede matchfixingsag i dansk fodbold. Fodboldspillerens tilståelse må anses for at være et skridt i den rigtige retning for sportens skyld.

Programmering:Shopbiz