I november skrev vi om Alex Rasmussens frifindelse af de såkaldte "where-about" på grund af UCI's manglende overholdelse af 14-dages fristen. På denne baggrund var den sidste af de tre advarsler som Alex Rasmussen havde fået ikke gyldig og han kunne derfor ikke sanktioneres. Vi forudså på daværende tidspunkt at UCI eller WADA ville anke frifindelsen, hvilket så rigtigt nok skete i løbet af denne uge, da UCI har anket frifindelsen til the Court of Arbitration for Sport (CAS).
Nu skal sagen så afgøres ved den højeste instans inden for sportens verden, hvilket er positivt da der er tale om en principiel sag som burde afgøres ved højeste instans.
Vi mener dog stadig at frikendelsen af Alex Rasmussen var helt korrekt, da UCI har meget strenge formelle regler der skal overholdes af rytterne og hvis mangel på overholdelse kan medføre strenge sanktioner. Man kan derfor forvente, at UCI også selv skal overholde de regler, som der er fastsat, da de formelle regler har stor og ofte afgørende betydning i cykelsporten.
Det er nu op til CAS at afgøre retstillingen på dette område.
Vi følger sagen tæt.