TILLYKKE DBU - INGEN YDERLIGERE STRAF TIL KVINDELANDSHOLDET


Det svenske fodboldforbund har netop offentliggjort at de ikke ønsker at indbringe UEFA’s afgørelse for den internationale sportsdomstol CAS.

 

UEFA’s disciplinærudvalg havde dømt Danmark som taber med 0-3 i den kamp mod Sverige i efteråret 2017, som blev aflyst som følge af spillerstrejken i forbindelse med forhandlingerne mellem Spillerforeningen og DBU.

Samtidig blev DBU idømt en bøde på kr. 150.000,00.

 

Afgørelsen blev af det svenske fodboldforbund påklaget til UEFA’s appelinstans, som afviste klagen.

Det svenske fodboldforbunds eneste mulighed for at forfølge sagen herefter var at indbringe sagen for CAS (Den internationale sportsdomstol).

 

Straffen for udeblivelsen til en international kvalifikationskamp var i manges øjne historisk mild set i lyset af, at man nu kan frygte at andre nationer kan spekulere i at udeblive fra kvalifikationskampe, både af sportslige og økonomiske grunde.

 

Tilbage står at Danmark med en sejr over Sverige i det indbyrdes opgør på hjemmebane har gode muligheder for at kvalificere sig til næste VM, og skal betale en bøde hvis størrelse næppe afskrækker et stort nationalt forbund.

 

Den normale praksis ved udeblivelser er at et hold som minimum bliver udelukket fra den igangværende turnering/kvalifikation.

 

Sportsretsadvokat J. Bertel Rasmussen udtaler:

” Selvom det er heldigt for dansk kvindefodbold på kort sigt, at straffen ikke er eller bliver hårdere ærgrer det mig, at det svenske fodboldforbund ikke vælger at bringe sagen for CAS.

Det ville klæde sporten at få en uvildig sportsretlig instans til at vurdere straffen for udeblivelse i et tilfælde som dette.

CAS er fri for at tage politiske hensyn på samme måde som UEFA. Man kan nemt forestille sig, at CAS ville have tildelt Danmark en væsentligt strengere straf end den uhørt milde straf, der blev givet i UEFA’s egne instanser.”

 

Svendborg d. 14. februar 2018

 

Programmering:Shopbiz