Racisme i moderne topfodbold


I den forgangne uge beskyldte Manchester City, Portos tilhængere for, at have udsat Yaya Touré og Mario Balotelli for racistiske tilråb under en kamp mellem de to hold. Racismebeskyldninger kommer på et tidspunkt, hvor medierne i forvejen har været præget af racismesager i international topfodbold.


Liverpools Luis Suarez fik tilbage i december måned 8 spilledages karantæne, for at have ytret sig racistisk om Manchester Uniteds, Patrice Evra. I den forbindelse fik Suarez derudover også en bøde på 350.000 kr. Derudover skal Chelseas, John Terry, i retten i juli, hvor han står beskyldt for, at have overtrådt racismeparagraffen, ved at have ytret sig med racistiske vendinger om QPR's, Anton Ferdinand. Den maksimale straf for en sådan forseelse i England er, ifølge BBC, på 2.500 britiske pund.

 

Til sammenligning ville en sådan forseelse kunne straffes med bøde eller fængsel i indtil 2 år, i Danmark, jf. straffelovens § 266 b. Det  skal dog bemærkes, at bestemmelsen sjældent bliver anvendt i praksis. Til illustration for brugen af racismeparagraffen inden for fodboldverdenen, kan henvises til en sag afgjort i Østre Landsret i år 2008, hvor den tiltalte under en fodboldkamp havde råbt udtryk som "negersvin" og "perkersvin" mod en mørkhudet modspiller. Den tiltalte blev i den sag straffet med 5 dagsbøder á 200 kr.


I december 2011 blev en spiller fra 2. divisionsholdet HIK, idømt 5 spilledages karantæne for brugen af ordet "abe" overfor en dansk-marokkansk modspiller. Sagen blev afgjort af disciplinærudvalget, som udtalte, at spillerens udtalelse var diskriminerende og krænkende i forhold til modspillerens etniske oprindelse. Sagen blev derfor, ifølge Bold.dk, afgjort efter racismeparagraffen i DBU's disciplinærbestemmelser, som er bygget på UEFA's disciplinærbestemmelser. Mindstestraffen er i den forbindelse , ifølge Allan Gundsø Hansen fra DBU's turneringer, på 5 spilledages karantæne.

 

Sagerne om racisme har været iøjnefaldende i de forgangne år, hvilket nu har fået UEFA til at instruere de "stewards" der skal deltage i UEFA EURO 2012 til, hvordan de skal håndtere racisme og diskrimination under turneringen. Derudover kører UEFA sammen med foreningen FARE(Football Against Racism in Europe), en større kampagne, som skal hjælpe med at eliminere racismen i fodboldverdenen. Dette tiltag finder vi meget fornuftigt.


Det bliver derudover interessant at følge sagen om Portos tilhængere og deres racistiske tilråb under kampen mod Manchester City og hvilke konsekvenser det får for Porto, hvis klubben bliver fundet ansvarlig. I værste fald risikerer Porto, at få en bøde på 20.000 euro og derudover kan de også blive tvunget til, at spille en eller flere kampe uden tilskuere på lægterne. Det er ikke urealistisk at forestille sig, at UEFA - hvis Porto findes ansvarlige - vil give en streng sanktion, da det vil styrke UEFA's budskab om, at racismen skal elimineres fuldstændigt fra fodboldverdenen.


Programmering:Shopbiz