Omkamp mellem Ajax og AZ alkmaar


I den forgangne uge afsagde det hollandske fodboldforbund KNVB dom i sagen om den afbrudte pokalkamp mellem Ajax og AZ Alkmaar. Dommen lyder på omkamp uden tilskuere og kampen skal i den forbindelse starte helt forfra ved stillingen 0-0. Dette sker på trods af at stillingen ved afbrydelsen var 1-0.

 

KNVB's afgørelse følger ikke den linje som UEFA's diciplinærudvalg lagde i forbindelse med landskampen mellem Danmark og Sverige tilbage i sommeren 2007, hvor en dansk mand løb ind på banen for at overfalde dommeren. I den forbindelse blev Danmark taberdømt med 3-0 og de fik en bøde på 50.000 schweizerfranc samt dømt til at spille deres næste fire hjemmekampe mindst 140 km fra Parken.

 

Vi mener at KNVB burde følge den linje der er lagt fra UEFAs side med baggrund i Danmark - Sverige afgørelsen. I begge situationer er der tale om en af hjemmeholdets tilskuere som angriber en aktør på banen, henholdsvis en spiller og en dommer. I den forbindelse må det være hjemmeholdets ansvar at sikre at publikum ikke har mulighed for at løbe ind på banen og hjemmeholdet må derfor også straffes hårdere hvis ikke de formår at overholde de sikkerhedsforanstaltninger som er påkrævet i sådanne kampe.

 

Den hollandske baneløber er nu blevet idømt 30 års karantæne far Ajax' hjemmekampe og derudover har han modtaget en fængselsdom fra retten på 6 måneders fængsel, hvoraf to af månederne er betinget. Til sammenligning modtog baneløberen fra Parken en dom på 30 dages betinget fængsel og 40 dages samfundstjeneste.

Programmering:Shopbiz  Webhotel & Hosting:Magentocloud