Ny Superliga-struktur På Vej


 

Divisionsforeningen har i en pressemeddelelse den 31. maj varslet justeringer i Alka Superligaen.

 

Justeringerne kommer ikke overraskende oven på en massiv kritik af ligastrukturen, der gjorde det mere fordelagtigt at ende som nr. 8, end som nr. 7. Et nyt lavpunkt ramte dansk fodbold, da SønderjyskE efterfølgende blev undersøgt for matchfixing – en sag, der endte uden konsekvenser for klubben.

 

Så hvad er det nye i Superligastrukturen?

 

Overordnet har ledelsen i de forskellige superligaklubber anbefalet

  1.  at ændre puljeinddelingen i nedrykningsspillet
  2.  at fjerne en runde i nedrykningsspillet

 

 

Valgfri pulje for nr. 7 og 8

 


Når superligaens grundspil er afsluttet vil nr. 11 og 14 fremover stadig blive placeret i pulje 1, mens nr. 12 og 13 fortsat vil blive placeret i pulje 2.

 

Det nye er, at nr. 7 og 8 kan vælge den pulje de helst vil i, hvilket altså skal eliminere risikoen for, at det bedre kan betale sig at tabe.

Hvis grundspillets nr. 7 vælger pulje 1, kan grundspillets nr. 8 også vælge at hoppe i denne pulje, der således vil bestå af nr. 7, 8, 11 og 14. Dette scenarie medfører altså, at begge puljer vil være fastlagt, idet pulje 2 ville bestå af nr. 9, 10, 12 og 13. 

 

Vælger nr. 8 den modsatte pulje af nr. 7, så kan nr. 9 vælge den pulje, som de helst vil i. Nr. 10 placeres derfor på den sidste plads i en af puljerne.

 

Ideen minder lidt om ”1.vælger”- princippet, og får ros med på vejen af sportsretsadvokat, Adam Ringsby-Brandt:

 

”Det er det eneste rigtige skridt at tage oven på sidste sæson, og jeg er glad for at se, at man har ladet sig inspirere bare en smule af, hvordan man gør tingene i Ishockey-ligaen. Jeg synes dog, at puljeinddelingen kan virke ret vilkårlig, og ikke videre gennemskuelig for den almene fan.”

 

Divisionsforeningen ønsker desuden at justere på de afgørende knock-out kampe i nedrykningsspillet. Når nedrykningsspillet fremover er afsluttet, skal nr. 3 i pulje 1 møde nr. 3 i pulje to, ligesom de to 4’ere mødes. Taberen af de to fjerdepladser rykker direkte ned i 1. division, mens vinderen skal møde nr. 2 fra 1. division. Taberen af de to tredjepladser møder nr. 2 fra 1. division.

 

 

Justeringerne kommer altså til at betyde, at der bliver færre knock-out kampe i nedrykningsspillet. Det vides endnu ikke, hvad grundene er til dette. En mulighed kunne være, at klubberne har haft et ønske om at spille færre kampe, i et tæt pakket slutprogram. Dertil kommer, at den nye struktur muligvis heller ikke har gjort en mærkbar forskel for klubbernes økonomi og seertallene.

 

Man har endnu ikke taget stilling til, hvordan nr. 7, 8 og 9 rent praktisk skal vælge deres pulje. Formodentlig må man dog gå ud fra, at de kan vælge i dén rækkefølge.

 

Anbefalingerne indbringes for Divisionsforeningens bestyrelse, hvor de forventes at blive vedtaget den 19. juni.

 

/CHG

 

 

Kommentarer

Leave a Reply



(Your email will not be publicly displayed.)


Captcha Code

Click the image to see another captcha.


Programmering:Shopbiz