Højesterets principielle "kridtdom"


Højesteret afsagde i onsdags, den 21/03/2012, dom i den omtale og principielle ”kridtsag”, der har figureret i retssystemet siden 2008.

 

Sagen vedrører hvem der har ansvaret for opkridtning af fodboldbaner -  kommunerne eller idrætsforeningerne.

 

I den konkrete sag udspillede tvisten sig mellem Jammerbugt Kommune og Idrætsforeningen Jetsmark. Striden vedrørte fortolkningen af en bestemmelse i folkeoplysningsloven hvoraf det følger, at Kommunen skal stille udendørs anlæg vederlagsfrit til rådighed med fornødent udstyr.

 

Ifølge Højesterets enstemmige dom er Jammerbugt Kommune ikke forpligtet til at sørge for opkridtning af Jetsmark IFs fodboldbaner, hvilket ligeledes var resultatet i henholdsvis Byretten og Landsretten. Kommunen kan derfor ikke tilpligtes at betale de ca. 800.000 opkridtningen af de 59 fodboldbaner resulterede i. Jetsmark IF skal iøvrigt betale 50.000 i sagsomkostninger for Højesteret til kommunen.

 

 

Efter folkeoplysningslovens § 2, stk. 1 påhviler det en Kommune at sikre rammerne for, at børn, unge og voksne kan etablere og deltage i den folkeoplysende virksomhed. Dette varetager Kommunen igennem ydelse af økonomiske tilskud, samt ved at stille lokaler og udendørsarealer til rådighed, jf. bestemmelsens stk. 2 og 3.

 

Efter lovens kap. 3 om fordelingen af tilskud, samt forarbejderne til loven, er det Kommunalbestyrelsens, der afgør den økonomiske puljes størrelse, samt fastlægger uddelingen af puljemidler, der blot skal ske efter objektive kriterier.

 

Det følger herefter af folkeoplysningslovens § 21 at kommunalbestyrelsen bl.a. skal anvise ledige og til formålet egnede udendørsarealer. Forarbejderne foreskriver, at anvisningsforpligtelsen alene omfatter eksisterende lokaler og udendørsanlæg. Der skal desuden tages hensyn til, om lokalerne er egnede, hvilket bl.a. vil sige, om de er anvendelige i forhold til den aktivitet, der finder sted.  

 

Af den omtvistede bestemmelse i folkeoplysningslovens § 22 fremgår, at de lokaler og udendørsanlæg, der anvises efter § 21, skal stilles vederlagsfrit til rådighed med el. varme, rengøring og fornødent udstyr. Lokaler og udendørsanlæggene stilles til rådighed med den
indretning og det inventar, der er til rådighed, når lokalerne anvendes til deres primære brug. Efter forarbejderne indebærer dette, at de lokaler og udendørsanlæg, der stilles til rådighed, skal fungere på samme måde som når de i øvrigt anvendes. Dette gælder bl.a. også det udstyr og inventar som de er forsynet med.

 

 

Når Kommunen qua forpligtelsen i folkeoplysningsloven stiller udendørsarealer til rådighed for foreninger, der driver fodboldvirksomhed kan det diskuteres hvorvidt en utilstrækkelig opkridtning opfylder egnethedskriteriet i lovens § 21. Der syntes ikke at være tvivl om at fodboldbaner uden opkridtning gør banerne uanvendelige og dermed ikke egnede til det formål hvormed de stilles til rådighed, nemlig fodbold. Kommunens forpligtelse kan dog på den anden side nok ikke strækkes længere end til at stille eksisterende egnede udendørsarealer til rådighed, som de forefindes på anvisningstidspunktet.

 

Det syntes endvidere at kunne diskuteres hvorvidt domsresultatet er i overensstemmelse med lovens princip om, at lokaler og udendørsarealer skal stilles vederlagsfrit til rådighed med fornødent udstyr.

 

Som ovenfor redegjort for, følger det direkte af loven, at udendørsanlæggene skal stilles til rådighed med den indretning og det inventar, der er til rådighed, når lokalerne anvendes til deres primære brug. Såfremt fodbold anses som den primære brug af udendørsarealet syntes der ikke at være den store tvivl omkring, at dette vil inkludere opkridtning af banen, da dette alt andet lige må anses som en nødvendig indretning og dermed fornødent udstyr. Det fremgår dog af sagens faktum, at udendørsarealerne tillige bruges af Kommunen selv, samt af en nærliggende skole, der foruden fodbold anvender arealet til atletik og lignende. Udendørsarealet skal stilles til rådighed som når det i øvrigt anvendes, hvilket vil sig Kommunen og Skolens brug, hvor det er ubestridt at opkridtning ikke er nødvendig.

 

Det fornødne udstyr fortolkes i dommen udelukkende som det lokalerne og udendørsarealerne i forvejen er udstyret med, med andre ord, at der ikke kan stilles et særligt krav om indretning blot fordi arealerne anvendes til folkeoplysende virksomhed og at anlægget dermed udelukkende skal fungere som når det i øvrigt anvendes af kommunen. Kommunen kan således ikke pålægges at udføre tjenesteydelser for de foreninger, der får udendørsarealer stillet til rådighed i medfør af folkeoplysningsloven.

 

Domstolen benytter sig dermed af en Indsnævrende fortolkning af loven. Resultat udledes af hvad der direkte fremgår af loven. Kommunens forpligtelse i medfør af folkeoplysningsloven begrænses til, at stille udendørsarealer til rådighed med den indretning og det udstyr, der umiddelbart er – og ikke længere. Fornødent udstyr er således ikke det udstyr, der er nødvendigt til det formål hvormed
arealet er henvist, men udelukkende arealet i den funktion som Kommunen i øvrigt bruger dette. Dette syntes på den ene side at være i overensstemmelse med Kommunernes nødvendige autonomi indenfor fordeling af midler og ressourcer, men syntes på den anden side at gøre formålet med den frie folkeoplysende virksomhed og den deraf udspringende anvisningspligt illusorisk.    

 

 

Selvom dommen syntes at kan rummes indenfor det gældende retsgrundlag, syntes denne at kunne få nogle uheldige konsekvenser for de danske idrætsforeninger.

 

Ifølge en spørgeundersøgelse, foretaget af DIF hos idrætsforeningerne, betaler 60 % af kommunerne i dag for opkridtningen af sportsanlæg rundtomkring i landet. Det kan frygtes at Kommunerne vil ophæve alle nuværende opkridtningsaftaler, hvilket vil medføre forhøjede uforudsete udgifter for foreningerne. Kommunerne har med Højesteretsdommen nu endeligt fået retsgrundlaget, der giver dem en sådanne opsigelsesmulighed. At Kommunerne vælger at benytte sig heraf, kan vel alt andet lige ikke bebrejdes Kommunerne med disses stramme økonomier. Noget andet er, at kommunerne forhåbentlig er indstillede på mere praktiske løsninger, der ikke direkte og uforudset vil vælte udgifterne over på de frivillige idrætsforeninger – med dommen vil, kommunerne blot ikke længere være retligt forpligtede til at afholde disse udgifter.

 

Det kan endvidere frygtes at dommen medfører, at kommunernes adgang til, at spare på områder hvor foreningerne i dag modtager støtte udvides. Dommen syntes at medføre at kommunen pligt i medfør af folkeoplysningsloven nærmest stopper ved anvisningen af lokaler og udendørsarealer. Dette vil andet lige gøre det svære at drive frivillig foreningsvirksomhed i Danmark.  

 

 

Hos Bertel Rasmussen advokater støtter vi op omkring det frivillige foreningsliv indenfor sporten. Vi håber på pragmatiske løsninger og forhandlinger med foreningerne, ud fra et ønske om at græsset ikke rives væk under disse. Såfremt dommen, som frygtet, resulterer i en flodbølge af besparelser, der gør vanskeligere at dyrke sport på frivilligt niveau må der tages politisk stillingtagen til dette.  

Programmering:Shopbiz