Fodboldklubbers konkurs og DBU's regler om tvangsnedrykkelse

Finanskrisen er over os, hvilket også de danske fodboldklubber må sande. Flere klubbers økonomier er skrantende og det synes blot, at være et spørgsmål om tid, før endnu en fodboldklub går konkurs eller i rekonstruktion. DBU kan, ifølge deres love, hæve den gensidige bebyrdende aftale med fodboldklubberne og dermed tvangsnedrykke dem 2 divisioner eller fratrække dem point.

Spørgsmålet er bare om dette er i strid med konkurslovens § konkurslovens § 55 om boets ret til at indtræde i en sådan aftale. For, at DBU kan hæve en sådan aftale skal de have ret til det efter konkurslovens § 53, hvorefter en aftalepart kan hæve pga. aftalens beskaffenhed - herved forstås særlige grunde til, at et konkursbo ikke skal kunne overtage, f.eks. fordi der er tale om en personlig kontrakt, som ikke vil kunne opfyldes af et konkursbo.

Christian Bülow (advokatfuldmægtig i Hannes Snellman) behandler i artiklen U.2011B.345, denne problemstilling. Han konkluderer, at der ikke findes så væsentlige hensyn, som taler for at DBU ved en fodboldklubs insolvens har ret til at ophæve aftalen med fodboldklubberne, for derefter at smide dem nogle rækker ned. Han argumenterer for, at boet efter en konkurserklæring har ret til, at indtræde i turneringsaftalen indtil udløbet af den igangværende sæson, hvorefter de dog ikke vil have ret til at få fornyet kontrakten med DBU, der revideres på årsbasis.

DBU kan derfor efter forfatterens fortolkning ikke tvangsnedrykke en fodboldklub i ovennævnte tilfælde, uden at det er i strid med konkursloven.

DBU bliver formentlig nødt til, at ændre sine regler i overensstemmelse med konkurslovens § 55, således at konkursramte klubber kan fortsætte deres deltagelse i deres igangværende turneringer - uden at de vel og mærket bliver fratrukket point.

Vi er enige i denne fortolkning af konkurslovens regler, hvilket også vil være fornuftigt og rimeligt under hensynstagen til turneringen og det hold der fortsættter turneringen ud, idet konkursboets indtræden jo samtidig betyder, at de skal stille sikkerhed for de lønninger til de spillere som skal spille på holdet sæsonen ud, ligesom det også giver konkursboet en mulighed for at afhænde spiller og derigennem få provenu indtil boet.

Denne rimelighed forudsætter at boet er i stand til at kunne afløse de lønninger til de konkurrencedygtige hold af hensyn til TV-aftalen, tilskuerne osv. Stiller fodboldklubben ikke op med et konkurrencedygtigt hold kan der muligvis være tale om en misligholdelse af TV-aftalen, da der vil være færre TV-seere til disse kampe, end man forudsatte under aftalens indgåelse.

DBU bliver nødt til at overveje denne regelkonflikt mellem konkurslovens §§ 55 og 53 og DBU's regelsæt. Hvis en sådan tvist skulle ende ved de civile domstole ville der nok ikke være nogen tvivl om, at de civile domstole vil lægge afgørende vægt på at følge konkurslovens regler, fremfor DBU's regelsæt. Derfor bør DBU, efter vores opfattelse, overveje at rette sit regelsæt til, så det stemmer overensstemmelse med konkurslovens regler, men således at der stilles krav om at konkursboet fortsat stiller med et konkurrencedygtigt hold af hensyn til turneringens afviklking, sponsoraftaler og TV-after osv.

Efter vores opfattelse bør et bo ikke kunne indtræde med et amatørhold, jf. den tidlige Lyngby situation, hvor de stillede med et amatørhold og mere eller mindre tabte de resterende kampe.

Det er vigtigt at fremhæve. at en professionel fodboldklub er en virksomhed og derfor som udgangspuinkt bør behandles som andre virksomheder.