Den skotske storklub Glasgow Rangers FC er, grundet storklubbens finansielle krise, for nyligt kommet under administration. Klubben bliver af denne grund fratrukket 10 point i tabellen i den skotske premier league(SPL). Trods reduceringen af pointene opretholdes Rangers andenplads i ligaen. Straffen giver Celtic FC et forspring på 14 point, hvorfor Rangers højst sandsynligt må overlade årets
titel til de gamle ærkerivaler.
Rangers har gæld for 9 mio. pund, samt en potentiel skattegæld på 70 millioner. Rangers klubbens ejer, Craig Whyte, så derfor ingen anden løsning på klubbens finansielle krise end, at begære at blive sat under administration.
Reglerne om økonomisk administration i Storbritannien minder om de danske regler om rekonstruktion og særligt de nyligt afskaffede regler om betalingsstandsning.
Ifølge de skotske regler koster det 10 point at blive sat under administration. Hvis Rangers stadig er under administration næste sæson foreskriver reglerne, at de skal starte på minus ti point. Reglerne bevirker endvidere, at der er nedlagt forbud mod registrering af nye spillere i Rangers FC. Der er dog ingen fare for at Rangers vil blive straffet med nedrykning, da SPL drives uafhængigt af den skotske fodbold liga, der kontrollerer 1.-,2.- og 3. division.
Da der således reelt ikke er tale om en pyramidestruktur, har SPL ikke mulighed for at sanktionere Rangers med nedrykning.
Administrationstilstanden er ikke i sig selv nok til at fratage Rangers deres licens til næste sæson, men omstændighederne omkring insolvens gør det alt andet lige svært at opfylde de finansielle minimumskriterier for licensudstedelse, der følger af SPLs foreløbige implementering af UEFAs Financial Fairplay regler.
Administrationen kan gå to veje. Rangers opnå det der svarer til akkordordning for kreditorerne eller så går Rangers FC konkurs. Dette betyder dog ikke at Rangers FC vil forsvinde, da det under visse nærmer omstændigheder og betingelser er muligt at forme et nyt Rangers, der kan spille i SPL.
Det samme kender vi i Danmark, hvor bl.a. FREM og Lyngby har haft rejst sig igen ovenpå konkurser. Det skyldes, at spilletilladelsen følger den amatørforening som driver fodboldklubben og derfor bliver tilladelsen selvom klubben går konkurs.
De danske regler for klubber der bliver insolvente findes i DBUs love/vedtægter og cirkulærer.
Det følger af DBUs vedtægter § 47, at konsekvensen af at en klub anmelder rekonstruktion eller indgiver konkursbegæring ligeledes i Danmark er pointfratagelse. Selve anmeldelsen resulterer i en fratagelse af 3 point, hvad enten dette er under et tuneringsforløb eller inden tuneringsstart. Stadfæster Skifteretten en tvangsakkord fratages klubben 6 point.
Såfremt skifteretten afsiger konkursdekret over klubben bliver denne sanktioneret med nedrykning. Sanktionen er hele 2 rækkers nedrykning ift. den oprindelige position. Endvidere suspenderes klubben med øjeblikkelig virkning fra turneringen og de resterende kampe fastsættes som tabte med målscoren 0-3. Enhver tilladelse til at drive kontraktfodbold bortfalder automatisk, og klubben kan tidligst opnå fornyet tilladelse et år efter udløbet af det år hvori konkursdekretet blev afsagt.
Der er dog også i Danmark mulighed for at videreføre den klubben i en anden juridisk enhed end den konkursramte, men sanktionerne vil også gælde for denne.
Med hensyn til spillerkontrakter er der også regler vedrørende de økonomiske krav.
Det følger af cirkulære nr. 65, vedrørende Økonomiske mindstekrav til kontraktklubber m.v., at en kontraktklubs regnskabsmæssige ansvarlige kapital, herunder de aktiverede afskrevede anskaffelsessummer/sign on fees, skal til enhver tid skal udgøre mindst 25 % af kontraktklubbens samlede lønsum de seneste 12 måneder. Den ansvarlige kapital er indskudskapital, reserver, samt indbetalt ansvarlig lånekapital. Lønsummen er enhver form for aflønning af bestyrelse, direktion og personale. Dette forhold indberettes hvert til DBU.
Såfremt det økonomiske mindstekrav ikke kan anses som opfyldt, mister klubben adgangen til at få godkendt ansættelses- eller lejekontrakter for nye spillere eller forlængelse af ansættelses- eller lejekontrakter for eksisterende spillere. Klubben kan generhverve denne adgang ved utvivlsomt og fuldt tilfredsstillende at godtgøre, at det økonomiske krav nu er opfyldt.
Såfremt en kontraktklub er under betalingsstandsning eller rekonstruktion kan denne ikke få godkendt nye spillerkontrakter, medmindre kontrakterne er tiltrådt af hhv. den tilsynsførende eller rekonstruktøren, og der foreligger fuldgod sikkerhed for løn og andre ydelser til spillerne i kontraktperioden, jf. hhv. Cirkulære nr. 56 og nr. 71.
Der er således i vidt omfang taget stilling, hvordan det skal håndteres, når en fodboldklub i Danmark oplever økonomiske problemer. Det er imidlertid ofte diskuteret, hvorvidt disse regler er i overensstemmelse med den almindelige danske konkurslovgivning.
Det er under alle omstændigheder meget vigtigt, at det får sportslige konsekvenser for fodboldklubber, der oplever økonomiske problemer særligt på grund af det dårlige image det kan give sporten, men også fordi at man ved at køre økonomisk uforsvarligt i princippet kan opnå en sportslig fordel frem for andre klubber, en form for økonomisk doping.
Med regler om financial fair play, at man fra internationalt hold også gået i gang med påse at klubber ikke skævvrider konkurrencen ved et overdrevet økonomisk forbrug, som ikke står mål med de indtægter som klubben kan generere.
Udover at det er vigtigt for sporten, at det får sportslige konsekvenser at komme i økonomiske problemer, har DBU også i Danmark en vis mulighed for at føre kontrol med klubbernes økonomi, dels i forbindelse med kontrakttilladelse, men særligt også via særlige økonomiske licenskrav til 1. divisionsklubber og superligaklubber.
Også Portsmouth i den næstbedste engelske række er kommet under økonomisk administration. Om det er et tilfælde at disse 2 klubber samtidig er kommet i økonomisk uføre eller det er en tendens vi skal frygte i den nærmeste fremtid er uvis.
Dog er det ikke nyt at klubber i jagten på sportslig succes risikerer at sætte den økonomiske ansvarlighed over styr. Men når dette kombineres med en global finansiel krise kunne det godt frygtes, at der vil komme flere lignende sager både i Danmark men også i resten af Europa.