Dom afsagt mod baneløberen: 1,8 mio. kr. i erstatning til DBU


I 2007 løb RN ind på banen under Danmark - Sverige kampen, hvor han forsøgte at overfalde dommeren. Danmark blev på denne baggrund taberdømt med 3-0 og de fik derudover en bøde på 50.000 schweizerfranc, samt dømt til at spille flere af deres efterfølgende hjemmekampe mindst 140 km fra Parken. Derudover blev RN, i Byretten, dømt til at betale erstatning på 900.000 kr.

 

RN ankede dommen til Landsretten, med påstand af nedsættelse af erstatningskravet. I den forbindelse var DBUs krav en forhøjelse af erstatningen fra 900.000 kr., til 2.200.000 kr., da de mente deres tab kunne opgøres til dette beløb.

 

I går faldt der så dom i Landsretten, hvor RN blev dømt til at skulle betale 1,86 mio. kr. i erstatning. Landsretten fandt det godgjort at RN var erstatningsansvarlig, da de mente det var påregneligt for ham at der kunne blive tale om tab i denne størrelsesorden.

 

RN handlede forsætligt da han løb ind for at overfalde dommeren. Ved denne handling opstod der et ansvarsgrundlag. Derudover er der årsagssammenhæng da det er på baggrund af netop RNs handling, at DBU blev tvunget til at flytte to landskampe til Århus og hvorved de mistede indtægter, da stadionkapaciteten er mindre end i Parken og der derved blev solgt færre billetter. 

 

Spørgsmålet var herefter, hvorvidt det var objektivt påregneligt at en sådan handling ville kunne generere et tab i denne størrelsesorden. I den forbindelse skal det bemærkes at man ikke, juridisk set, anser det for værende en formildende omstændighed at han var meget beruset. Landsretten fandt at RN burde havde indset at hans handling ville resultere i et tab og at det ville være i en betydelig størrelsesorden. 

Det skal derudover bemærkes at DBU ikke fandtes at have udvist egen-skyld, da de havde fået sikkerhedsgodkendt Parken og dets sikkerhedsforanstaltninger på forhånd.

Generelt kan der dog blive tale om en lempelse af erstatningens størrelse, da retten også tager stilling til skadevolders situation generelt. Dette kan ske hvis ansvaret vil virke urimeligt tyngende for den erstatningsansvarlige eller hvis særlige omstændigheder taler derfor, jf. erstatningsansvarsloven § 24, stk. 1, 1. led.

Landsretten fastsatte på denne baggrund skønsmæssigt erstatningens størrelse til 1.869.269 kr.

Vi mener at dommen er fair og vigtig, og at dommen kan hæve en enorm præventiv virkning. Det er vigtigt at fortælle, at det ikke er gratis at afbryde en kamp, hvor tv og radio er på, og hvor der sidder 42.000 tilskuere omkring banen. Det har nogle strafferetslige og erstatningsmæssige konsekvenser. Derudover er dommen nødvendig af hensyn til spillernes sikkerhed, da tilskuerne nu ved at det kan få meget alvorlige økonomiske konsekvenser, hvis man løber ind på banen, f.eks. for at overfalde en spiller. En sådan situation så man for nyligt i Holland dommen her vil forhåbentlig forhindre at andre får samme idé.



Bertel Rasmussen Advokater

Programmering:Shopbiz  Webhotel & Hosting:Magentocloud