De engelske skattemyndigheder undersøger i øjeblikket om de velbetalte fodboldspillere i England betaler den skat som de er forpligtet til. Helt konkret undersøges det om fodboldspillerne får nogle ekstra goder uden at betale skat for dem.
Ifølge avisen Mail on Sunday har skattefolk talt med økonomicheferne i Englands mest velhavende klubber for at dobbelttjekke om deres forklaringer om lønninger og frynsegoder stemmer overens med de tidligere indberettede informationer. Helt konkret drejer det sig om aflønning af spillerne i form af frynsegoder som f.eks. gaver, betalte ferier og lignende.
Ifølge Mail on Sunday mener skattevæsenet at de kan få fat på store beløb ved denne ekstra kontrol. 24 af de engelske klubber er blevet kontaktet af skattevæsenet i forbindelse med den ekstra kontrol.
Fodboldspillere skal, ligesom alle andre, beskattes af fri bil, fri bolig og lignende. Det bliver interessant at følge hvor mange klubber der reelt giver spillerne ekstra frynsegoder og ikke mindst hvordan skattemyndighederne vælger at gribe sagen an.
Vi følger sagen i fremtiden.